Specialevejledning hos Patrizia PaggioHvis du overvejer at skrive speciale inden for datalingvistik eller sprogteknologi, er denne side muligvis interessant for dig. Jeg er ansat som seniorforsker på Center for Sprogteknologi på Københavns Universitet, og jeg er faglig koordinator på KA-uddannelsen It og Kognition. Hos mig kan du skrive speciale i fx følgende emner: formel syntaks og semantik, parsing og generering, maskinoversættelse, multimodal kommunikation og multimodale computergrænseflader. Du kan finde mere information om mine forskningsinteresser og -publikationer på min hjemmeside. Jeg foretrækker at vejlede i et emne der ligger i nærheden af mit ekspertiseområde, men jeg er åben for alle interessante forslag der har at gøre med datalingvistik og sprogteknologi. Jeg er også meget interesseret i at vejlede tværfaglige specialer under It og Kognition sammen med kolleger fra andre fag. Dine forudsætningerInden vi kan komme i gang, må du have en idé om et emne som du brænder for, og som du i forvejen har et vist kendskab til. Med andre ord er det en god idé at du har læst noget af det relevante litteratur. Det kan fx være sket ifm et kursus du har fulgt. Jeg forventer også at du har kendskab til formalia om specialeforløbet. Nedenfor er et par links til relevante dokumenter.
VejledningsprocesProcessen starter med at vi brainstormer lidt om et emne - gerne via e-mail. Hvis vi kan blive enige om et emne, vil jeg bede dig om at lave et oplæg som vi vil diskutere på vores første møde. Du må meget gerne bruge denne skabelon. Til samme møde vil jeg også bede dig om at begynde at udfylde en specialekontrakt, som vi begge kan skrive under på. Det videre forløb fastlægger vi på mødet. Jeg regner med at vi vil skulle træffes flere gange specielt i den indledende fase. Jeg vil også læse uddrag af dit speciale undervejs: hvilke må vi aftale nærmere efterhånden. Du skal dog ikke regne med at jeg vil læse det hele. Dels er specialet i sidste ende dit ansvar, og jeg skal kunne fungere som bedømmer når du afleverer. Dels er de timer der er afsat til vejledning begrænset (30 i alt). Efter hvert møde vil jeg bede dig om at tage et kort referat for at være sikker på at vi begge husker hvad der blev sagt og hvordan vi har aftalt at komme videre. Din og min rolleDet er dig der har ansvar for det endelige produkt, og som har initiativet i processen. Du må spørge mig om alt ifm. opgaven, men det er dig der tager de endelige beslutninger og som er ansvarlig for at det der står i teksten er korrekt, og at kilderne er korrekt citeret. Jeg vil gøre mit bedste for at vurdere om projektet lever op til kvalitetskravene samtidig med at det kan realiseres i den givne tidsramme. Og jeg vil komme med forslag undervejs for yderligere at kvalificere dit projekt. Tværfaglige specialer og projektspecialerPå It og Kognition regner vi med at specialer tit vil være tværfaglige. Det betyder at man vil have tilknyttet flere vejledere. Specialer hvor man laver et projekt for en virksomhed er også en mulighed. Jeg er interesseret i at indgå som hoved- eller bivejleder i begge typer speciale. Jeg forventer at du tager kontakt med alle de implicerede inden specialekontrakten, og at vi holder et møde med alle (i hvert falde alle vejledere) meget tidligt i forløbet, sådan at projektformuleringen kan blive godkendt i fællesskabet. |
![]() |
Emil Holms Kanal 2, bygn. 22, 3., DK-2300 KBH S
Tlf: +45 35329090 |
|